112

24-årig mand anholdt for narkokørsel i frakendelsestiden i Gundsømagle

Foto: Kim Matthäi Leland.

Tirsdag aften kl. 23.36 fik politiet en anmeldelse fra en politibetjent, der på vej hjem fra arbejde havde bemærket en slingrende bilist i Gundsømagle.

Politibetjenten, der således ikke holdt helt fri, fulgte efter bilisten, der selv standsede i Hovedgaden, hvor anmelderen henvendte sig til føreren. Anmelderen mistænkte føreren for at være påvirket, hvorfor det tjenestegørende politi blev tilkaldt til at tage sig af den videre kontrol af føreren af køretøjet.

Føreren af personbilen var en 24-årig mand fra Albertslund, der havde en kvindelig passager fra Roskilde med i bilen. Den 24-årige fører kunne ikke fremvise noget kørekort, som i forvejen var blevet ham frakendt. Det medførte en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, og dernæst deltog han i en narkometertest, som indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 24-årige blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og fik efterfølgende udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Inden løsladelsen blev den 24-årige præsenteret for yderligere en sigtelse, idet bilejeren havde oplyst til politiet, at den 24-årige trods en familiemæssig tilknytning til bilejeren ikke havde fået lov til at køre i bilen, og at han havde taget bilnøglerne uden bilejerens tilladelse. Sigtelserne mod ham kom derfor til også at omfatte en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uberettiget brug af personbilen.

Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, kan den 24-årige sigtede forvente at høre nærmere fra politiet. Den kvindelige passager blev ikke sigtet for noget.

 

Kommentarer