Bedragere på spil i Roskilde
Torsdag kl. 14.53 anmeldte en 83-årig kvinde fra Roskilde, at hun kort forinden var blevet kontakte på sin fastnettelefon af en mand, som sagde han ringede fra Danske Bank. Banken ville sende en medarbejder ud for at hente hendes kreditkort, da det var blevet misbrugt, og hun derfor skulle have et nyt kort.
Kort efter dukkede en mand op på kvindens adresse i Roskilde Centrum, hvor han fik udleveret kort og pinkode. Kvinden kontaktede efterfølgende Danske Bank om sagen, og de kunne se, at der var blevet hævet 15.000 kr. fra kvinden konto. Først her blev den 83-årige opmærksom på, at hun var blevet snydt og anmeldte sagen. En patrulje kørte til kvindens adresse, hvor hun blev afhørt til sagen.
Manden der hentede kortet beskrives som: 20-30 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk
Kl. 15.25 anmeldte en 71-årig kvinde fra Jyllinge, at hun netop var blevet ringet op af en ”bankmand”, som påstod, at der var hævet 12.000 kr fra hendes konto. Han ville komme forbi hendes adresse og hente hendes kort, da hun skulle have et nyt. Kvinden var utryg og kontaktede politiet, som straks sendte en patrulje til hendes adresse. Ingen mistænkelige personer dukkede dog op hjemme hos den 71-årige, men betjentene afhørte kvinden og fik hende beroliget.
Kl.16.12 anmeldte en 87-årig kvinde fra Himmelev, at hun var blevet franarret sit kreditkort af en falsk bankmand, som netop havde været forbi hendes adresse og hente kortet. Kvinden fik straks spærret sit kort, og en patrulje blev sendt hjem til kvinden, som blev afhørt til sagen.
Politiet efterforsker nu de grove sager om bedrageri mod ældre kvinder, herunder om den 87-årige kvinde fra Himmelev mistede nogen penge i forbindelse med sagen.
Kommentarer