Erhverv

Cosmos bliver grønnere med klimapenge

Stefan Viron, bæredygtighedskonsulent ved CP, Rita Thorsen, formand for KulturCosmos og Caroline Stokholm Clemmensen, daglig leder af Cosmos Foto: Roskilde Kommune

Træer ved Cosmospladsen, bæredygtige snacks ved byfesten og foredrag om bæredygtighed – alt sammen for 50.000 kroner. Pengene kommer fra virksomheden CP i Viby Sj, som har valgt at donere beløbet som er en del af Roskilde Kommunes Klimapris 2021.

En del af donationen går til plantning af to blomstertræer, Prunus Padus (Majtræ), som indgår i UdeCosmos arbejde med at skabe et grønt område bag Cosmospladsen

Donationen har også finansieret en workshop til Viby Folkefest, hvor man kunne smage på bæredygtige snacks med blandt andet fårekyllinger og melorme.

Det sidste af donationen vil gå til et par gratis foredrag med fokus på bæredygtighed, herunder bæredygtige haver, livsstil og byggeri.

Birthe Gottlieb er tovholder for UdeCosmos, som arbejder på at sørge for, der kommer et grønt og rekreativt anlæg, hvor der også er plads til leg.

UdeCosmos er en gruppe engagerede borgere, som tidligere har passet haven bag huset, hvor KulturCosmos før havde til huse. Haven dannede ramme om fællesaktiviteter, såsom Sankt Hansfest, fællesspisninger og forskellig mad på bål.

I dagens anledning har Bygma desuden doneret to sæt med kost og skovle, som UdeCosmos kan benytte til deres arbejde med det grønne område.

Om Cosmos

Cosmos drives i et fællesskab mellem Roskilde Bibliotekerne og den borgerdrevne kulturhusforening KulturCosmos.

Under denne paraply huser Cosmos lokalbibliotek for Viby, Borgerservice, Ramsøegnens lokalhistoriske arkiv og KulturCosmos. Her samarbejdets om både fællesarrangementer og hverdagsaktiviteter under parolen, at et godt fællesskab også har plads til forskelligheder.

Derudover kan borgere og andre aktører låne lokaler gratis.

Kommentarer