Cykelmyggen Egon får Tour-drøm opfyldt
Cykelmyggen Egon får sin hedeste drøm opfyldt, når han optræder ved Tour de France i København 1. juli og i København og Roskilde 2. juli. Bellevue Teatret står bag i samarbejde med officielle Tour de France-arrangører. Alle cykelmyg-events er gratis og åbne for alle.
I disse hede Tour de France-dage er Cykelmyggen Egon inviteret til at deltage i to Tour de France-events. Cykelmyggen optræder til FestiVélos på Dansescenen i Fælledparken på Tour de Frances åbningsdag fredag den 1. juli kl. 14.30. Dagen efter kører Egon enkelstartruten sammen med københavnerne og underholder med cykeltricks på pitstop undervejs: Kongens Nytorv kl. 10, Rådhuspladsen kl. 11 og på Trafiklegepladsen i Fælledparken kl. 13.
Endelig optræder Egon sammen med sin bedste ven Dansemyggen Dagmar i Roskilde til stor byfest i Byparken lørdag kl. 16 til 17. De to skønne myg popper up i parken til det store Tour de France-event med dans og tricks for både børn og voksne.
Den ægte, levende Cykelmyggen Egon i gult
Det er en helt særlig myg, der kommer rundt i landet, nemlig den franske cykelartist Serge Huercio, som i 11 år har begejstret publikum med sine cykeltricks og stikkende energi i utallige Cykelmyggen Egon-teaterforestillinger sammen med selveste cykelmyggens far, Flemming Quist Møller.
Flemming Quist Møller gik bort denne vinter, så han kommer ikke at se sin Egon cykle med i gult og hylde Tour de France-rytterne. Til gengæld kan vi alle sammen glæde os over, at Cykelmyggen Egon er blevet et cykelikon for alle børn.
Skæbnefællesskab med Egon
Serge Huercio er født i 1968, året efter den første Cykelmyggen-bog udkom. Serge begyndte at cykle som 9-årig, og cykling er blevet Serges liv og levevej. Først trænede han som sportscykelartist, senere som cirkuscykelartist, og i de seneste 12 år som teatercykelperformer i en kombination af cykling, artisteri og teater.
Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon blev udgivet i 1967. Bogen er flittigt blevet læst og har i mange år være den mest udlånte børnebog på bibliotekerne.
Den første Cykelmyggen Egon-forestilling havde premiere i 2011. Siden 2018 har forestillingen spillet flere gange på Bellevue Teatret, som står bag alle tre Cykelmyggen-events i Tour de France-regi i samarbejde med de lokale arrangører.
Kommentarer