Roskilde

Færdselsuheld

Kl. 06.55 mandag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Holbækmotorvejen ved afkørsel 10 Roskilde Øst i østgående retning, hvor en del trafikanter var stødt sammen. Ingen personer var kommet til skade ved sammenstødene, der var sket i vognbanen nærmest midterrabatten. Nogle køretøjer kunne selv køre ind i nødsporet, men bugseringskøretøjer blev tilkaldt til at fjerne de øvrige implicerede parter.

Politiet fik klarlagt omstændighederne ved faktisk to uheld i den tætte morgenmyldretidstrafik, idet det første uheld forårsagede endnu et sammenstød.

En 43-årig mand fra Holbæk holdt tilsyneladende ikke den fornødne afstand til en forankørende bilist, der blev påkørt bagpå. Dette sammenstød opdagede en 43-årig mand fra Mørkøv for sent, så han påkørte den anden 43-åriges bil.

Dette sammenstød med tre parter medførte, at fire andre bilister stødte sammen i et separat uheld, da en 30-årig mand fra Vipperød ikke i tide opdagede uheldet foran ham, så han påkørte bilisten foran sig. Det bevirkede, at to andre bag den 30-årige heller ikke nåede at bremse i tide, så de blev også impliceret i uheldet.

Kl. ca. 07.30 var alle biler væk fra motorvejens kørebane, så trafikken i retning mod København kunne passere uhindret. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved de to uheld.

Kommentarer