112

Indbrud i villa i Roskilde

Foto: Kim Matthäi Leland

Onsdag kl. 11.30 fik politiet anmeldelse om, at to mandlige indbrudstyve netop var flygtet fra en adresse på Birkekær, hvor de var brudt ind via et vindue.

En 21-årig kvindelig beboer havde været alene hjemme, da hun hørte noget støj fra den anden ende af huset. Hun kravlede ud ad et vindue og henvendte sig hos naboen, der alarmerede politiet.

Naboen samt dennes søn løb til adressen, hvorefter de to mænd flygtede derfra og løb hen til en nærliggende parkeringsplads ved et plejecenter. Herfra flygtede de i en sort personbil ad Kristiansmindevej og den forkerte vej rundt i en rundkørsel, inden de i bilen forsvandt i ukendt retning.

Politiet undersøgte villaen i et forsøg på at finde spor, der kan identificere de to mænd, der af vidnerne blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Skægstupper, Iført: Sort hættetrøje hvilken var trukket op over hovedet, sorte bukser samt sorte handsker, og B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Iført: Sort kasket, sort hættetrøje hvilken var trukket op over hovedet, samt sorte bukser, Medbragte: stor rygsæk.

Politiet vil gerne høre fra personer, der har bemærket de to mænd i området eller deres bil under flugten fra området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Kommentarer