Samfund

KFUM har fulgt deres strategi til ‘punkt og prikke’

Jonas Sjøbeck er én af klubbens unge, som fik chancen i de fire sidste divisionskampe i 2021 og nu er rykket fast op i førsteholdstruppen. Foto: Flemming Lyster.

Transfer-vinduer før forårssæsonen er lukket, og sportschef Pierre Overgaard siger i en udtalelse, at KFUM har fulgt klubbens langsigtede strategi “til punkt og prikke”.

– Vi har fået tilbudt en del spændende spillere også i dette vindue. Men det er som altid vigtigt, at vi tror, de passer i den lagte strategi. Det gælder ikke kun spillemæssigt, men også socialt, ligesom vi naturligvis ikke går på kompromis med vores budgetter. Selvfølgelig var der noget, som den sportslige ledelse gerne ville have haft, men som ikke lykkedes. Sådan er betingelserne i et transfer-vindue, konstaterer Pierre.

I efteråret brugte KFUM i alt 29 spillere i 17 kampe i 3. division samt to i pokalturneringen. Ni af dem er ikke længere i klubben, og vi har måttet sige farvel til seks efter den sidste kamp i 2021, lokalopgøret mod FC Roskilde.

Tvillingerne Erkan og Serkan Firat nåede henholdsvis 62 og 52 kampe på klubbens bedste hold, nu satser de i stedet på en civil karriere. Lasse Kjeldsen nåede 26 kampe, men synes nu ikke længere, at han kan få regnestykket med studier og transport til at gå op.

Og så er KFUM og Adnan Mohammad blevet enige om at ophæve kontrakten. Den tidligere Superliga-spiller prøvede i efteråret at få gang i karrieren på Lillevang, fik debut mod Slagelse, men formåede i otte kampe ikke at indfri hverken sine egne eller klubbens forventninger til en spiller af hans potentiale.

– Det lykkedes ikke at få ham i en form, der bare minder om 3. divisionsniveau. Så helt naturligt, at samarbejdet stoppede med fælles forståelse, konkluderer sportschefen.

KFUM har ligeledes taget afsked med to af sine lejesvende fra HB Køge, Christian Toftdahl Hansen og Frederik Munck, der nu optræder for henholdsvis FA 2000 og Ishøj.

Til gengæld hilser Pierre Overgaard det med stor tilfredshed, at det tæt på målstregen lykkedes at lave en ny, halvårig lejeaftale med Victor Fiala. Den nu 20-årige midterforsvarer fik alle 19 kampe for KFUM i efteråret, og sportschefen forventer, at Fiala vil være fast mand i startopstillingen, når turneringen genoptages om knap halvanden måned.

Ellers bliver der kamp om pladserne i de bageste rækker, også fordi det ser ud til, at anfører Christoffer Blonds knæskade i værste fald kan holde ham ude i endnu et godt stykke tid.

Derfor betryggende, at vi kan melde om tilgang af yderligere to midterforsvarere, Deniz Yükcü, der er hentet i Hvidovre, samt Christian “Krølle” Klausen.

Sidstnævnte spillede også i KFUM i efteråret 2020, da en knæskade var stærkt medvirkende til, at han kun nåede fire kampe. Han har siden været i Skovshoved og Vanløse, men tror selv på sin egen chance i den bageste kæde.

Til denne kæde, primært som højre back, har KFUM også lavet en aftale med 22-årige Adam Jawhar med en fortid i Avarta og senest Herlev.

På midtbanen går der endnu nogle uger, før Emil Ølvang, der har kurs mod 250 kampe på førsteholdet, kan vende tilbage efter sin knæskade. Til gengæld kan KFUM så glæde sig over tilgangen af Vicent Abaso, 24-årig spansk midtbanespiller med store tekniske færdigheder. Vicent, der blev uddannet i storklubben Villarreals akademi, har senest spillet i USA og skal i Roskilde kombinere fodbolden med kandidat-delen af sit studium.

Fremme i forreste linje har KFUM lavet en aftale for halvandet år med Victor Koch Hansen, 21-årig forward, som Pierre Overgaard kalder en “rigtig boksangriber”. I Næstved var han senest udsat for hård konkurrence i en stærkt besat trup, men blev i efteråret klubbens topscorer i Sjællandsserien.

En interessant tilgang er en anden angriber, 27-årige Rasmus Gehlsen. Han blev uddannet i Brøndbys ungdomsafdeling, var et smut forbi B 93, men har senest spillet i serierækkerne.

– Der er løbet meget vand i åen, siden “G” var topscorer på U19-holdet i Brøndby. Fodbold kan han spille, og så må vise, siger sportschefen om Gehlsen.

Når det endelige regnskab skal gøres op, bør det også nævnes, at tre af KFUM’s egne unge, Jonas Sjøbeck, Cilius Træden og Lucas Christoffersen nu er fast indlemmet i førsteholdstruppen.

I efteråret var de med til at gøre klubbens næstbedste mandskab til tophold i serie 2, men fik i slutfasen henholdsvis fire, tre og to kampe i 3. division.

Kommentarer