Erhverv

Klimaspil kickstarter nye grønne løsninger

Medarbejdere fra idverdes datterselskab OKNygaard diskuterer klimaforandringer gennem klimaspillet 'Climate Fresk'. Foto: idverde Danmark

Klimaforandringerne kræver handling, og handling kræver indsigt og forståelse. Anlægsgartnergruppen idverde Danmark arbejder aktivt med forbedring af klimaet, og med klimaspillet ”Climate Fresk” bliver medarbejderne involveret i at finde innovative løsninger til gavn for natur, miljø og biodiversitet.

Vi hører dagligt om tørke, skybryd og smeltende isbjerge, men nyhederne fortæller sjældent om mekanismerne bag. Det kan virke teknisk, men de er vigtige at forstå, fordi de også viser, at klimaforandringerne kan forebygges. 

Derfor vil idverde Danmark med klimaspillet ”Climate Fresk” skærpe medarbejdernes viden om klimaforandringer og involvere samarbejdspartnere, så der sammen kan udvikles løsninger, der påvirker klimaet positivt. 

Forståelse for klimaforandringer skal mobilisere til handling

For CEO i idverde Danmark, Morten Dohrmann Hansen, er det naturligt, at man i anlægsgartnerbranchen arbejder aktivt med at skabe forståelse for klimaforandringer, både internt og eksternt: 

”Vores sektor spiller en aktiv rolle i arbejdet med klimaforandringer. De grønne områder, som vi anlægger og drifter, kan både være med til at binde CO2 og samtidig afbøde andre negative effekter af klimaforandringerne. Det er vigtigt at mobilisere vores medarbejdere, så alle forstår den rolle, som de selv spiller i arbejdet med at forbedre klimaet. Den indsigt kan vi videregive og dele med kunder og samarbejdspartnere”, siger CEO i idverde Danmark, Morten Dohrmann Hansen. 

Aktiv involvering og kollektiv intelligens skaber løsninger

Med ’Climate Fresk’ får man indblik i ekspert- og forskningsviden om klimaforandringerne på en let og overskuelig måde. Deltagerne arbejder bl.a. med CO2, metangas, forsuring, kemi, temperatur, vand, landmasse, biodiversitet både på land og i havet, til sult, sygdomme og klimaflygtninge. I to timer bliver deltagerne taget igennem den faglige viden bag klimaforandringer ved at skabe forbindelser mellem årsager og konsekvens. 

Undervejs bliver deltagerne opfordret til vidensudveksling ved at komme med løsninger på de udfordringer, som netop er gennemgået. Spillet kulminerer i en fælles fremlæggelse af gruppernes løsningsforslag. Nogle af løsningsforslagene er mere komplekse og langsigtede, mens andre er til at implementere med det samme. Spillet har fx sat gang i en øget samkørsel og drøftelser af, hvordan kunderne kan vejledes til at fravælge pesticider og øge biodiversiteten.

idverde Danmarks datterselskaber OKNygaard og Malmos har arbejdet med ’Climate Fresk’ siden efteråret 2021, og CEO i idverde Danmark, Morten Dohrmann Hansen, er ikke i tvivl om, hvad forcen ved klimaspillet er: 

”Med spillet får man nye perspektiver og kan bruge hinandens fagligheder. Netop samarbejde er essentielt, hvis vi skal løse klimaforandringerne. Klima er allerede integreret i mange af vores løsninger, og for at vi fortsat kan udvikle grønne løsninger, er medarbejdernes engagement helt afgørende”, fortæller CEO, Morten Dohrmann Hansen. 

Klimatilpasning og biodiversitet er en aktiv del af idverdes Danmarks forretning, som har et stærkt fokus på at skabe naturbaserede løsninger. Som et led i øget vidensdeling deltager OKNygaard og Malmos bl.a. i MasterClasses, hvor kunder, samarbejdspartnere og andre interesserede kan arbejde med biodiversitet og klimatilpasning. 

Kommentarer