112

Kontrol af studentervogne

Foto: Rigspolitiet

Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af torsdag en målrettet og sæsonbetinget indsats mod studentervogn (eksamenskøretøjer) i bl.a. Roskilde kommune. Her var politiet bl.a. til stede på Stændertorvet omkring kl. ca. 12.00 for at foretage kontrollen, som også foregik andre steder i kommunen samt også i Høje Taastrup kommune.

I Roskilde kommune blev i alt 12 eksamenskøretøjer kontrolleret, og et enkelt køretøj blev kontrolleret i Høje Taastrup kommune.

Kontrollen afslørede to køretøjer, hvor politiet fandt grundlag for at hive bødeblokken frem. Tre førere blev sigtet for at have undladt at bruge diagramark i køretøjet, og også transportvirksomheden kan forvente en sigtelse for den overtrædelse af lovgivningen.

Derudover fandt politiet et kontrolapparat, som ikke var blevet godkendt inden for de seneste to år, og på et køretøj var ildslukkeren ikke blevet tilset inden for de seneste år.

Førere, vognmænd og forældre er generelt glade for disse kontroller, som dog i et enkelt tilfælde medførte tilbageholdelse af køretøjet, indtil en mangel var bragt i orden.

En medarbejder fra Færdselsstyrelsen assisterede politiet med gennemførelsen af kontrollerne på eksamenskøretøjerne, ligesom politiet alene i går torsdag modtog over 30 opkald fra branchen, der ville sikre sig med hensyn til lovligheden af de kommende kørsler. Det skal ses i sammenhæng med det informationsmøde, som Tungvognscentret gennemførte i foråret for at gøre branchen bekendt med gældende love og regler inden for eksamenskørsler.

 

Kommentarer