112

Kvinder fik opringninger fra falsk politimand

Onsdag eftermiddag fik to kvinder på hhv. 32 og 70 år begge fra Roskilde en opringning fra en falsk politimand, der præsenterede sig som en ”Ole Henriksen” og i det ene tilfælde som ”Landpolitiet under Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet”.

Henvendelsen til den 70-årige blev forklaret med mystiske transaktioner på hendes bankkonto, så den falske politimand ville nu tilbyde hende sin hjælp til at sikre hendes penge. Den 70-årige blev skeptisk under samtalen, som hun afbrød uden at overføre nogen penge til en bankkonto.

Den falske politimand forklarede sin henvendelse til den 32-årige med oplysninger om, at en anden person havde optaget et kviklån i hendes navn. Hun skulle derfor oplyse, hvor mange betalingskort hun havde, og hvor mange penge der stod på hendes bankkonto.

Den 32-årige afviste at oplyse noget til den falske politimand, der havde ringet fra et telefonnummer, der sluttede på de velkendte cifre 1448.

Politiet vil gerne rose de to kvinder for at være særdeles skeptiske over for uventede opkald fra en person, der angiver at ringe fra politiet, når man ikke er part i en verserende sag hos politiet. Undlad at give personlige oplysninger til vedkommende og afbryd samtalen.

Kommentarer