Lokalt Team Rynkeby hold rejste penge til Børnecancerfonden ved årets Stjerneløb
Stændertorvet i hjertet af Roskilde summede af liv og glade dage allerede fra morgenstunden søndag, før starten til årets Stjerneløb skulle gå kl. 9.00. Omkring 700 friske cykelmotionister havde sikret sig en plads i sadlen til en af de to ruter på henholdsvis 30 eller 72 km.
Team Rynkeby Fjordlandet havde valgt at køre med på 72 km ruten, som samtidig var en træningstur for holdet, der i slutningen af juni cykler mod Paris sammen med 69 andre Team Rynkeby-hold fra ni lande.
På Stændertorvet var Team Rynkeby Fjordlandets serviceteam også klar i holdets pavillon til at dele karameller og informationsmateriale ud til interesserede. Holdet er allerede nu igang med at rekruttere ryttere og servicefolk til næste års tur.
Og så gik starten! Først roligt gennem Roskilde for at holde sammen på holdet, og så blev pedalerne ellers trådt i bund gennem fjordlandets bakker, hvor der på den ene side tages hensyn til de lidt langsommere ryttere og trafiksikkerheden og på den anden side at sætte en ambitiøst tempo.
Vel tilbage efter 72 km – med godt brugte diamanter i benene – viste holdkaptajnens GPS en gennemsnitsfart på lige under 28 km/timen. En fin tid, som lover godt til den lange tur til Paris.
Afslutningsvist blev de donerede beløb fra de mange ryttere gjort op, og Team Rynkeby Fjordlandet kunne tage en check med på 8.950 kr. til Børnecancerfonden.
Så det blev endnu en dag med både noget til børnene og noget til benene!
Kommentarer