112

Målrettet færdselskontrol (hastighed)

Hele tre målebiler fra Automatisk Trafik Kontrol (ATK) var tidligt ude tirsdag morgen for at måle hastigheden på trafikanter i morgentrafikken ad Køgevej i Roskilde kommune.

Målingerne foregik tre forskellige steder og i forskellige tidsrum på hvert målested. To af målebilerne målte hastigheden for trafikanter kørende ad Køgevej i nordlig retning, og den tredje målte morgentrafikken i sydgående retning.

I tidsrummet kl. 0643-0843 foregik en måling i nordgående retning umiddelbart nord for lyskrydset Køgevej-Salløvvej-Snoldelev Bygade på en vejstrækning, hvor der både syd og nord for lyskrydset er en hastighedsbegrænsning på 60 km/t. 1678 bilister blev kontrolleret, og 14 af disse blev blitzet, fordi de kørte for hurtigt. Tre bilister kan ud over bøden også se frem til et klip i kørekortet, og højst målte hastighed på dette målested var 88 km/t.

Lidt nordligere på Køgevej ved Tjærebyvej på en strækning, hvor højst tilladte hastighed er 70 km/t, holdt også en ATK-målebil for at måle trafikanternes hastighed i nordlig retning. Denne målebil holdt på stedet i tidsrummet kl. ca. 06.30-12.15, hvor ca. 4000 bilister passerede. Ingen af disse blev målt til at køre for hurtigt på strækningen, hvor også en fast opstået hastighedsmåler giver bilisterne information om et køretøjs hastighed.

På Køgevej over for Tjærebyvejs udmunding holdt den tredje målebil i tidsrummet kl. 06.00-12.52 for at måle hastigheden på trafikanter i sydlig retning. Også her er højst tilladte hastighed 70 km/t ifølge skiltningen, efter at trafikanter forinden har passeret en fast opstillet hastighedsmåler lidt nord for Vor Frue Hovedgades udmunding i Køgevej. I alt 4.429 bilister blev kontrolleret, og af disse kørte 10 for hurtigt. Ingen kørte så hurtigt, at de ville få et klip i kørekortet. Højst målte hastighed på dette målested var 87 km/t.

Hele indsatsen med de tre målebiler på Køgevej skal ses som et led i indsatsen for nedsættelse af hastigheden på særligt uhelds- og hastighedsbelastede strækninger, hvor netop Køgevej mellem lyskrydset ved Gadstrup og Holbækmotorvejens afkørsel 12 Køgevej i Roskilde by er en særligt udpeget kontrolstrækning. Derudover har Rigspolitiet i denne uge igangsat en landsdækkende indsats mod hastighedsovertrædelser, og sluttelig skal tirsdagens kontrolindsats også ses i sammenhæng med dødsulykken den 4. oktober 2021 på netop Køgevej få hundrede meter nord for lyskrydset ved Gadstrup.

Kommentarer