Kultur

Oplev Vincent F. Hendricks i foredrag om fake news på Roskilde Museum

Vincent F. Hendricks holder foredrag om fake news onsdag d. 11 maj på Roskilde Museum. Foto: Pressefoto

Roskilde Museum inviterer til et underholdende og tankevækkende foredrag med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks om fake news. Onsdag den 11. maj slår han ned på fænomenet, som både er særligt aktuelt – og til alle tider har eksisteret.

Fake News har været et buzzword de seneste år, men idéen om at sprede usandheder og spekulere i, om magthaverne har rent mel i posen, er langt fra ny. Vi er til alle tider blevet invaderet af populistiske fortællinger, “alternative kendsgerninger” og “fake news”. Også tilbage i Roskildes middelalder, hvor de første fortællinger om byens ældste historie blev fortalt i Adam af Bremens krønike, som er en vigtig kilde til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074.

Politik og medier oversvømmes af fordrejninger, fortielser, forglemmelser og forvanskninger af sandheden. Misinformation er noget, man aktivt må forholde sig til som politiker, som journalist og som borger. Men hvordan? Det handler om at få opmærksomhed. Omtale i æteren og trafik på de sociale medier. I informationstidsalderen er opmærksomhed en dyrebar ressource. Omtale og trafik er penge, magt og politisk indflydelse, selv hvis det er på bekostning af sandhed, fakta og de alt for virkelige udfordringer, vi står overfor.

Vincent F. Hendricks tager pulsen på en af tidens helt store udfordringer, hvor eventyrlige fortællinger erstatter kendsgerninger – og giver et bud på, hvordan vi bevarer fornuften i en ufornuftig verden.

Foredraget tager afsæt i bogen ’FAKE NEWS – når virkeligheden taber’, som Vincent har udgivet sammen med Mads Vestergaard.

Om foredragsholderen:

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden og Hovedbrud.

Tid, pris og sted

Den 11. maj kl. 19:00-21.00

150 kr. (+billetgebyr)

Billetter købes via billetto.dk

Roskilde Museum Sankt Ols gade 3, 4000 Roskilde

Dørene til arrangementet åbner kl. 18.30

Kommentarer