Roskilde

Røveri mod person

Kl. 17.42 anmeldte en 21-årig mand fra København S, at han netop var blevet frarøvet sin mobiltelefon i tunnelen under jernbanesporene ved Roskilde station. To meget unge havde truet med en kniv, så han havde udleveret mobiltelefonen til dem, inden de flygtede i retning mod Hestetorvet.

Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter røverne, som politiet kunne se flygte på de tryghedskameraer, der er opsat i Jernbanegade. Det lykkedes politiet kl. 17.56 at få kontakt til de to mistænkte, som blev frihedsberøvet. Der var tale om en 13-årig dreng fra Lolland og en 15-årig dreng fra Hornsherred, som politiet traf inde i et tog på Roskilde station.

På begge de frihedsberøvede fandt politiet en ulovlig kniv, som de hver især havde på sig ved anholdelsen. Drengene blev bragt til politistationen i Roskilde med henblik på sagsbehandling i anledning af både røveri-sagen og nu også sagen om besiddelse af en ulovlig kniv. Politiet underrettede tillige de institutioner, som drengene kom fra, om frihedsberøvelsen i anledning af straffesagerne.

De sociale myndigheder blev tilkaldt til at overvære afhøringerne af drengene, idet den 13-årige ikke kunne sigtes for overtrædelse af lovgivningen, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Den 15-årige blev derimod sigtet for røveri og overtrædelse af knivloven i forbindelse med afhøringen.

Politiet og anklagemyndigheden besluttede efter en nøje vurdering af omstændighederne ved røveriet, at den 15-årige kunne løslades uden fremstilling i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagerne og vil høre nærmere fra politiet, når disse skal afgøres. Den 13-årige blev overgivet til de sociale myndigheder efter afhøring til sagerne, som han var involveret i.

Den røvede mobiltelefon fandt politiet hos en 16-årig dreng fra Vejle, som søndag eftermiddag blev truffet på perronen på Roskilde station. Ved en kontrol af ham i anden fandt politiet ham i besiddelse af en springkniv, så han blev anholdt af politiet for den overtrædelse af knivloven. Ved den efterfølgende visitation fandt politiet i ham i besiddelse af den røvede mobiltelefon, som blev beslaglagt med henblik på udlevering til rette ejer.

Kommentarer