112

Snyd med alder på diskotek

Kl. 20.17 kontaktede personalet på et diskotek politiet, fordi der var mistanke om, at der iblandt en gruppe unge, der havde købt alkoholiske drikke, formentlig befandt sig en ung mand, der ikke var fyldt 18 år. Personalet havde afkrævet de unge dokumentation for deres alder, men mente, at en fra gruppen havde fremvist et personligt dokument tilhørende en anden ung mand over 18 år.

En patrulje fik på diskoteket kontakt til en 17-årig ung mand fra Roskilde, som lovligt kunne være gæst frem til kl. 23.00. Den 17-årige var i besiddelse af et kørekort tilhørende en 18-årig mand fra Egedal kommune, og personalet havde fattet mistanke om, at den 17-årige forsøgte at snyde sig ældre, fordi personalet genkendte navnet på det fremviste kørekort fra anden hændelse på diskoteket på et tidligere tidspunkt. Desuden havde personalet hørt andre omtale den 17-årige med et andet navn end navnet på kørekortet.

Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af et ægte dokument (kørekort) over for personalet på diskoteket, så han kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet i anledning af dette misbrug af en andens kørekort. Den 17-åriges værge er underrettet om sagen, som også undersøges i forhold til den 18-åriges udlån af sit kørekort. Kørekortets ejer var nemlig også til stede på diskoteket og fik sit kørekort genudleveret.

Kommentarer